HELENE BAK UDGIVER NY SINGLE: LÆN DIG IND I MIG
– en blid popsang om at turde mærke efter

Efter debuten på dansk med den stærke single Endeløse stisystemer er Helene Bak nu klar med sin nye single “Læn dig ind i mig”  – en sang, der tør dvæle i det svære.

MedEndeløse Stisystemer stillede Helene Bak sig i et helt bogstavelig forstand til skue med sin sang om at føle sig ensom i forstadens overfladiske venlighed. Foran den lokale Brugs fejrede hun sin udgivelse med at spille sin sang for nabolaget og dele postkort ud med en opfordring til at vise større interesse for hinanden.

Det mod fortsætter hun på den nye single, Læn dig ind i mig, som handler om at stå i en sorg, som ikke kan ordnes eller snakkes væk – og om behovet for at blive mødt dér, hvor det gør allermest ondt. Ikke med floskler eller hurtige løsninger, men med ægte nærvær.

“Nogle gange trækker vi os, når nogen har det svært – måske fordi vi er bange for at gøre det værre. Men det værste er faktisk, at blive efterladt alene med sin smerte, pakket ind i sætninger som ‘tiden læger alle sår’ eller ‘du skal bare op på hesten igen’. Det skaber afstand. Jeg ville ønske, vi alle turde være i det svære med hinanden – uden at skulle fikse det,” siger Helene Bak.

Sangen er båret af hendes varme vokal og et lydbillede - der trækker tråde til hendes tidligere engelsksprogede americana-udgivelser - skabt i samarbejde med David Elberling. Musikken er enkel og nær, og teksten står klart og usentimentalt frem – som et musikalsk postkort til den, der har brug for at blive mødt, præcis hvor de er.

Efter debuten på dansk med Endeløse stisystemer, som kredsede om fremmedgørelse i forstadens labyrinter, er Læn dig ind i mig en mere indadvendt sang – men med samme mod til at sætte ord på det, mange føler, men sjældent får sagt højt.